Gennem mit liv – og gennem min uddannelser, har jeg hørt set og oplevet, mange udgaver at udviklingsmodeller. Det som udvikles, hvad end det er et fokus på individet, organisationen eller kollektivet, kan jeg se udvikling som selvudvikling. Når selvet identificeret som det, som placerer sig i verden, og som der opleves igennem.

Altså et objekt med nogle attributter, som værdisættes i værdihierarkier, skabt i – og af de omgivelser, som objektet oplever at befinde sig i. Dette afføder et fokus på, at forsøge at kortlægge omgivelserne, og værdihierarkierne, for at passe ind. Og skabe muligheder for vækst under de vilkår, som erkendes, og udledte, dette afleder at udviklingsmodeller opstår.

Dette fokus, denne måde at opleve på, er et perspektiv i bevægelse, fokusset er begrænset af sine omgivelser, eller retter, begrænset af sin egen tolkning af omgivelserne. Således bliver subjektet fanget ind af objektet, ved at subjektet identificerer sig med objektet, det som opleves igennem. Midgårdsormen bider sig således fast i sin egen hale, så den nu omkranser, og begrænser den oplevede verden.

Og selvom udviklingsmodellerne, er mange og varierer i kompleksitet og fokus. Er grundtrækkene som i chakrasystemet, en udvikling fra Rod til Krone. Og derigennem komme tætter på, eller helt hjem, og blive genforenet med subjektet.   

Chakra dæmonerne, som holder perspektivet fast: Rod Frygt, Hara Skyld, Solar plexus Skam, Hjerte Sorg, Hals Løgn, det 3. øje Illusion, Krone Tilknytning.