Trangen til at søge ind i sig selv og overvinde udfordringer i livet (chakradæmonerne) og derved definerer, og placerer sig selv (frisætte vores skaberenergi / evner), er universal og er metahistorien i mange store værker, og fundamentet for trosretninger, og andre spirituelle retninger.

Vores selvbevidsthed udvikles gennem livet, og det, der giver os forståelsen, er afhængig, og afhænger af selvbevidstheden.

“Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns.” Søren Kierkegaard.

Dette udsagn er samtidig en begrænsning som ligger sig omkring vores overbevisning, en slange som Midgårdsormen, en vogter der bider sig selv i halen, som blokerer vores evne til at opleve vores selv, og andre i deres helhed, som et manifest af vores egene begrænsninger, som absolut begrænsende.      

Vores bevidsthed om vores ubevidste, er således i nogen grad afhængig af de krav som omverden stiller til os, når vi betragter vores ubevidste som det, der guider os i ukendt terræn, som giver os mening, og som bliver bevidst med det ansvar vi tager i nuet.

Så hvis vi bevæger os i kendte omgivelser, uden at blive mødt med krav om at skulle tage ansvar, og stå til ansvar, er der ikke grund til at vende os mod vores guide, vi udvikler ikke vores bevidsthed, og befinder os på et niveau, som ikke er svarende til, de timer vi har brugt i livet, dette degenerer vores forståelse for sammenhæng og forståelse for andre, og den måde vi skaber os på.

Jeg oplever en sandhed i, at der hvor vi befinder os bevidsthedsmæssig mere end 50 % af vores tid er udtryk for vores niveau(Aeon).

Jeg oplever det er gavnligt for såvel sameksistensen som individuel balance, at det som vi lader have mest magt over os, har så højt et bevidsthedsniveau som muligt. At de ’dele’ vi giver magt, tager ansvar for at have ansvar.                   

Vi er derfor nødt til at stille krav om bevidsthed(internt som ekstern), til dem som vi giver magt, i de gamle stammekulturer, havde tiden brugt i livet, dermed individets mulighed for erfaring med overlevelse, en signifikant betydning for, hvor meget indflydelse og magt vedkomne havde, på stammens, dermed helhedens overlevelse.

Stammekulturenes samtid var i omgivelser / omstændigheder hvor naturen udfordrede vores overlevelse, i stor grad, det ser derfor ud til at stammens adfærd derfor bliver præget i retning af en maskulin værdikultur, og er naturen eftergivende og mindre udfordrende, bliver vores værdikultur præget i retning af det feminine.

Traditionelt tænker vi naturen som moderen feminin og kulturen som faderen maskulin, så i fraværet af faren overtager moderens værdier og omvendt. Det kunne tænkes der var brug for begge værdisæt for at udvikle til helhed. 

Så vi eksempelvis ikke udvikler et samfund baseret på den alt omsluttende moders værdier, den alt omsluttende moder, som forelsker sig i sit barn, og i den forelskelse, udøver omsorg og beskyttelse, i kærlighedens navn.

Barnet bliver båret gennem livet, uden ansvar for det, moderen indretter sit liv, efter barnets behov, fokuserer på- og forsøger at forudse trusler. Moderens verden bliver skabt af det fokus, moderen ser nu kun, rovdyr og børn der skal hjælpes, og beskyttes mod rovdyrene, og ender med at forhindre barnet i at udvikle sig, at blive voksent, og derved stjæler barnets skæbne.

For bevidst eller ubevidst, at sikre sin egen berettigelse, ved at vedligeholde efterspørgslen at sin ydelse, for ikke at blive forladt, at gå til grunde, eller selv at skulle udvikle sig. En sådan værdiorientering, vil fremme og påskønne tilblivelsen af, vaklende hjælpeløse ofre, samt fastholde dem i den rolle.

Den vil også kunne udnyttes, af dem som uværdigt, ville spille ofre rollen, for at udnytte moderens omsorg og opmærksomhed, moderen vil blind eller villig blindet give efter, og imødekomme det falske barn, som vil udnytte og ødelægge hende.

Værdierne og forblindelsen af ’moderens’ egen retfærdighed – og dermed ret til at dømme ’rovdyrene’, vil også kunne medføre en fortabelse, så ’moderen’ selv blive rovdyret vent mod andres ’børn’. (Kali) selvudslettende etude i postmoderne ideologier som eks. Marxismen. Centralisering har en iboende mistillid til individet, og beror på en historie om ikke åndeligt samhør og ophav.

Vi danner magtstrukturer på baggrund af værdier, for at sikre overlevelsen og videreførelsen af vores rejse, med at bryde ud af kontinuummet. Spiller naturen ikke længere den store rolle i vores overlevelse, er det stadig vigtigt for individet at identificere vores anima og animus i rejsen mod helheden, dette afspejles i individet, såvel som i familierne, som i samfundet, igen fordi forskellen udspringer fra én forståelse, dit syn på verden, og din forståelse, dine ønsker for verden, og dine begrænsninger for den. 

Ved at lade stå til, tager vi ikke ansvar og bliver belønnet med meningsløshed.  Vi bliver i never ever land, som børnekonger, uden andet end bevidstløshedens stilstand at kæmpe for, som anfører for forældreløse behovsstyrede børn, der lever med fantasier om det som kunne være, og med en længsel (sorg) i hjertet efter det der skulle være.

Tidligere kultur har haft denne dannelsesrejse indbygget i deres ritualer, for at modnes ind i den voksne verden og ansvaret, væk fra tryghed og trøst, for at finde sit totem sin styrke sit potentiale, og hvile i det og med sig selv, på den videre rejse i livet.

Vores samtids opgør med kulturen, stiller os i nogen grad tilbage, og giver os ikke muligheden for at overvinde og opfylde vores skæbne, vores skæbne bliver ofret for bekvemmelighed og frygt, en frygt for at mærke livet, vi bliver ofre, der ikke kan stå op for os selv, fordi vi ikke ved hvem vi selv er.

Vi bliver uærlige, flakkene usikre tilfældige, vi bliver manipulerede af dem som er afstumpede nok til at gøre det. De som bevæger sig uudfordret på grænsen af misbrug af andre, som i skolegården hvor ingen står op for sig selv eller hinanden, så bøllen vinder – hjulpet af ’voksne’, som ikke er i kontakt med sig selv, som i usikkerhedens navn, ikke tør stå op for, hvad de har kært og tror på, og dermed skaber mere usikkerhed, og ubalance på vejen mod ragnarok.

Vi tiljubler tilmed og påskønner tomme værdier, i en tilgang til sameksistensnormer som ’enhver for sig selv’, ’det er jo ligegyldigt’ og ’nogen gør nok noget, det burde de’. Selvom den indstilling river i vores overlevelsesinstinkt, samt skaber liv i frygt, skyld og skam dermed stress (længerevarende sympatiske stimuli) – vi gør ikke noget fordi vi ikke ved bedre, og ikke forstår spillet, og værdierne i det, og ikke tør sige fra. Overfor nedbrydelsen af vores fællesskab, vores sikkerhed vores personlige integritet.

Vi skaber et liv hvor vi velvilligt lægger os på ofre stenen, og lader os selv og vores børn suge for blod af vampyrende[1]. I håbet om at blive en af dem, at være i stand til at gøre hvad de kan gøre, styret af deres behov for at udnytte, i et narcissistisk magtorgie af selv tilfredsstillelse. 

Sådan skaber vi et samfund hvor det er socialt acceptabelt at tage af kassen, og udnytte fællesskabet og hullerne, og leve efter hvis ikke det er sagt eller beskrevet i lovgivningen, så er det ok at udnytte det, uden forståelse for eller i selvkonfrontationen se, at retningen dermed er sat mod en totalitærstat, som formynder og forvalter i de fås interesse, med vores frihed som pris, uden etiske- og moralsk forpligtelse, en beregnende og udnyttende tilgang til vores fællesskab, som forhåbentligt ikke praktiseres i familien eller i selvet….. eller hvad?

Min påstand skal være at der ikke er forskel på, det som vi kan, eller vil se i os selv, er vi i stand til at forholde os til og reagere på og imod, i stand til at tage ansvar for. Det sammen gør sig gældende for vores tilgang til andre mennesker og samfundet, hvis vi ikke kan se det, i os selv, kan vi ikke se det i andre, det vi forstår ses i vores adfærd.

Vi skal sprænge båndene begrænsninger og overbevisningerne, vi skal stå ved, og stå til ansvar, for den måde vi agerer i verden på, herunder også for den måde vi ikke agerer på.

Det vi ikke kan se og forstå, tager vi afstand fra og frygter, ved ikke at forholde os til det, som der gør ondt eller er mørkt, lader vi det vokse, vi bliver blinde som får, der lever i håbet om at ulven, går forbi- eller æder en af de andre, vi håber at dem der passer på os ’helten eller heltinden’, træder til og beskytter os, mentalitet som børn uden ansvar. Vi ser ikke at vores frihed kommer med en pris, den pris er ansvaret, og selvudvikling, selvforståelsen, at turde, se os selv i øjnene og forholde os til det vi ser, at forholde os til vores adfærd, og udvikle, de dele af os selv, som er udviklet i, og med, et lave bevidsthedsniveau, dele som er destruktive for helheden, og binder os og holde os nede.

Vi behandler verden på sammen måde, som vi behandler os selv, vi ser verden som vi ser os selv, mærker verden som vi mærker os selv. Så være i kontakt med verden, som vi er i kontakt med os selv, tro på verden som vi tror på os selv. Se at vi er vores verden herunder også vores helte og heltinder, jo mere vi søger balance, og er i balance, og bliver i stand til at placerer os troværdige og oprigtige, desto mere er, og gør verden det sammen. Troen på, og arbejdet med, at ændre sig selv, vil bringe de mørke sider frem i lyset, og her vil de optages og inkluderes i din helhed eller opløses i dit lys. (Ephesians 5:13)

---

[1] De som kender til, men misbruger energien samt etikken, de som samtidig håner og udskammer tilstedeværelsen af den. For derved at kunne den opretholde illusionen om, deres magt over den. De som administrerer via belønningssystemet, fodre og vedligeholder/skaber ’dæmoner’, i mangel af kærlighed(Spiritus), som ikke er dem givet, som de ej har kendskab til, men skaber erstatninger for. (Matthew 23) (link)

https://blog.upon.dk/2023/02/01/naar-systemer-bliver-mekaniske-og-mennesket-slipper-deltagelsen-og-ansvaret/

Metieren

Shaman (Alberto Villoldo) forklare kort om dæmoner, skyggen, mørket

Stranger Things’s forklaring på dæmon energi / magt, feeder på frygt, skyld, skam, sorg.

Fra frygt, til kærlighed helhed enhed

Sværdet i stenen, sagnet om den ideale samfundsindretning.